At skrive er en urkraft, der driver og altid har drevet mig frem. Og da jeg ’glemte’ at skrive, manglede noget. Jeg følte mig ikke hel, men jeg kunne ikke sætte en finger på, hvad det var der manglede.

       Held i uheld blev jeg ramt alvorligt af stress, og blev beordret af diverse læger til ikke blot at få ro i mit liv, men også finde frem til det, der kunne give mig både energi og troen tilbage på mig selv.

       Jeg følte, at jeg stod på kanten til afgrunden – uden identitet, uden evner. Hele min arbejdsidentitet var brutalt hevet fra mig, og alt det jeg brændte for, havde store evner for, var væk.           

       Tanker som: hvad kan du nu? Kan du noget overhovedet? dominerede mit verdensbillede, men så kom trangen langsomt snigende… Først som en lille irriterende myg, der ubønhørligt og vedholdende summer over hovedet, når man skal sove. Så blev trangen lidt større og blev til en skygge, der fulgte mig overalt.

       Pludselig så jeg et program med Sara Blædel, og skrivetrangen tog nu bo i min krop med fuld styrke. Hun inspirerede mig til at tage det sidste skridt udover kanten, til at kaste mig ud på nye eventyr, og jeg har elsket hvert et øjeblik.

       Elsket selve processen i at skabe en verden, hvor personer langsomt men sikkert tager form og lever for øjnene af én.

Interview

Onsdag d. 5.12.19 blev jeg interviewet af Marit Lehmann omkring min bog - at kaste sig ud i forfatterskabet, sådan rigtigt. Vi kom også ind på menneskesindets aller mørkeste sider og berørte begrebet 'mod'.  

Og mod er for mig flere ting. Det er et ord med mange betydninger, flere meninger. Slår man ordet op, får man denne definition: 'mental eller moralsk styrke til at handle eller tale i en situation, der kan være til fare eller skade for en selv.'
       Det er oftest sådan (helte)mod portrætteres. Gennem en handling, som sætter 'helten' i en skæbnesvanger og måske dumdristig situation. Eventyr er fulde af sådanne gerninger; som f.eks. den tapre prins, der skal bekæmpe en ildspyende drage for til sidst at få prinsessen. Helten overvinder det onde og kan bagefter leve lykkeligt med sin kvinde.
       Men på dansk er ordet også en præposition. Her er det en bevægelse - at bevæge sig hen mod noget. Og det er måske i en blanding af de to forståelser, jeg henter min forståelse af begrebet: At man er modig, når man bevæger sig MOD sin frygt. Når man går ud af sin comfort zone og udfordrer sig selv, f.eks. ved at synge foran andre. Udstille sine malerier. Holde et foredrag. Følge sin drøm.
       I mine øjne er det heltemodigt at turde omfavne egen begrænsning og konfrontere den. Man behøver ikke at ende i en situation, hvor det er farligt og man kan komme til skade. Det modigste menneske for mig, er ham/hende der tør leve side om side med sine dæmoner. Anerkende at de eksisterer, for så at tage kampen op mod dem. Og måske til sidst får vendt dæmonerne til handlingslammede skygger, som blot følger ham/hende. Helt lydløst uden at diktere retningen for individets udstukne kurs.