Det nordsjællandske landskab udfoldede sig bag familien Albrechtsens hvide palævilla. Strandvejen bugtede sig bag matriklens yderste grænse og vidnede om én af Danmarks dyreste adresser. Nogle måger skreg over Øresunds brusende tilstedeværelse, mens hvide, puffede skyer dryssede let julestemning over advokatboligen.

     Cecilie satte sin kuffert fra sig, kiggede ud ad køkkenvinduet og kunne næsten fornemme snefnuggenes bløde konsistent. Følelsen af smeltede flager, der løb ned ad hendes næseryg, forplantede sig i hendes krop og sendte en barnlig længsel igennem hende. Længslen efter naivitet. Uskyld.

     Huset emmede af intensitet. Ikke som sådan rejsefeber, for familien skulle bare ned til deres oase. Deres frirum på Korfu. Der var dog altid en spænding forbundet med rejserne. En form for uudtalt flugt.

     ”Cille?” spurgte au pair-pigen Mei Ling, der netop kom ud i køkkenet. ”Er du klar?”

     ”Ja,” svarede Cecilie og vendte sig mod den unge, thailandske kvinde. Egentlig burde forældrene slet ikke benytte sig af en au pair, Cecilies teenageår taget i betragtning, men de kunne ikke klare sig uden. Havde aldrig levet uden hjælpen, så nu var au pair-pigen en selvfølgelig del af familien.

     ”Så tager jeg lige din kuffert,” fortsatte Mei Ling og bukkede sig efter rejsetasken. ”Bilen er nemlig kommet.”

     Cecilie nikkede, rettede på sit tøj og fulgte efter Mei Ling.

     Mens de gik gennem underetagen, noterede Cecilie sig nøgternt, hvordan morens stramme, kontrollerede stil også gav sig til udtryk i juleudsmykningen. Det er jo ikke grimt, tænkte hun, mens forundringstrækninger hev i mundvigen, men det her ligner fuldstændig en amerikansk film. Fint skal det være. Bevares! Et stort plastiktræ havde knejsende indtaget gulvet i hallen og var pyntet i kun hvide nuancer. Intet er overladt til tilfældighederne, fortsatte hendes tanker, mens blikket faldt på udsmykningens symmetri. Engle, fjer og trommer var sat med millimeterpræcision på hver tredje gren.

     ”Kom nu,” råbte faren til moren i baggrunden, mens han forcerede trappen i hast.

     ”Ja, ja, jeg er på vej,” svarede moren og lyden af småløbende skridt hørtes fra overetagen.

      Cecilie trådte ud ad hoveddøren, ud på trappereposen og blev med det samme ramt af vinterens finurlige nedbør. Hun stak hænderne ud i luften, så flagerne smeltede på håndflagerne. Et øjeblik lukkede hun øjnene og mærkede nu også fnuggenes blide berøring på sine kinder.

      ”Kom nu, Cecilie,” sagde hendes far og mindede hende om dagens dont. ”Stå dog ikke bare der!”

     Hun åbnede modvilligt øjnene og gik ned ad trappen. Mod taxaen. Hurtigt efter kom moren til syne og styrede stålfast mod hyrevognen. I hånden havde hun en kæmpe Louis Vuitton kuffert, og Cecilie rystede let på hovedet.

     Vi har for pokker da tøj dernede, tænkte hun og satte sig til rette på bagsædet. Resolut fandt hun sin walkman frem, og båndet i afspilleren fik Otto Brandenburgs stemme om Søren Banjomus til at runge i hendes ører. Hun skruede ned for volumen, lukkede øjnene og åbnede dem ikke før, de var nået Kastrup Lufthavn. Først her slukkede Cecilie for sin walkman og hang høretelefonerne rundt om nakken.

     ”Kom,” sagde moren og hev blidt Cecilie i armen, mens de forlod taxaholdepladsen.

     Mei Ling skyndte sig at tage kufferterne ud af bagagerummet og fortsatte ufortrødent mod indgangspartiet og indtjekningskøen. I afgangshallen trak moren pludseligt Cecilie ind til sig. En kontaktform, ingen af dem var vant til. Hun sagde ikke noget, men krammede bare datteren slapt. Duften af Chanels tunge noter ramte Cecilies næsebor, mens morens store fingerring brutalt rev Cecilie i håret.

     Åh, tænkte hun overrasket og turde ikke at bevæge sig i morens favn.

     Pludseligt slap moren sit favntag, skubbede datteren væk fra sig og sendte hende et tomt blik.

     ”Du trænger til et bad,” sagde hun til Cecilie og vendte sig om, mens højtalerkald med boardingdetaljer boltrede sig i lufthavnens akustik.

     ”Kom nu,” sagde faren utålmodigt og viftede med hånden, mens moren skyndte sig hen til ham.

     ”Nu det jul igen, nu det jul igen,” sang Cecilie lavt, mens den barnlige længsel igen gik gennem hende. Denne december bliver lige så ’perfekt’ som alle andre, tænkte hun og kiggede ned på sine forældres skygger.

     Skyggerne, der lavede et tydeligt aftryk ligegyldigt, hvor Cecilie end kiggede hen.

     Skyggerne, Cecilie ikke kunne undslippe.

”…fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.” Frøken Toft afsluttede juleevangeliet, mens hun tænkte: Sikke en gang hykleri med al det her unødvendige julestads! Flettede julehjerter. Hvad har de med julen at gøre? Og den forfærdelige tradition med et træ! Et træ? Det er jo nærmest blasfemisk! Havde de måske grantræer i Jerusalem? Hun lagde tungt biblen på bordet ved sin plads og satte sig ned. Men hvad man ikke gør for syns skyld. For omverdens skyld. Træer og pynt alle vegne. Hvis jeg dog bare kunne få de uduelige pigebørn til at kreere et krybbespil, men ikke en gang dét dur de til. Hendes ansigt krøllede sammen ved tanken om børnehjemmets manglende ægte, kristne udtryk.   

     Pigen kiggede ned på sin tallerken, og de fire halvskrællede kartofler, den tørre skinke og næsten gennemsigtige sovs, der udgjorde dagens ret, grinede hånligt ad hende. Hun sank en klump afsky og tog bestikket i hænderne.

     Julehygge, min bare, tænkte hun og jog sin gaffel ned i den ene kartoffel, der smuldrede ved gennemspidningen.

     "Skvadderhoved,” sagde Signe, der sad overfor hende. ”Spis nu hellere. Ellers…” Den ældre pige gjorde ikke sætningen færdig, men løftede begge øjenbryn, som for at understrege sin pointe.

     ”Ja, jeg ved det,” mumlede pigen og førte instinktivt gaflen op til munden. Kartoflens udkogte konsistens gav hende kvalme og sendte væmmelsesrystelser gennem hendes krop.

     ”Jeg er så træt af Klitholmsminde,” sagde stemmen, ”så forbandet træt af det her sted. Børnehjem. HA!”

     Ssch, tænkte pigen og kunne synke uden at tygge.

     "Ej, men se dig omkring, Dompap,” fortsatte stemmen ufortrødent. Stædig som den altid var. Stærk og triumferende. ”Hvordan er det, det her sted ser ud? Kalder de det dér for julepynt?”

     Pigen kiggede sig omkring. Stemmen havde ret. Spisesalen var simpelthen så trist, og at den var pyntet med misfarvede hjerter og halvfærdige flettede stjerner, udstillede endnu mere dens mangler og uhygiejniske tilstand end den normalvis gjorde. Gulvets cement slog sprækker, og vinterens kolde vindstrejf prikkede til pigens fødder fra jordens dyb. Lange revner i væggene afslørede et langt, trist liv uden vedligeholdelse. Og det upyntede, halvvisne juletræ midt på spisesalens gulv vidnede om en menneskelig ligegyldighed langt udover det almindelige. Loftet, der lå over spisesalen som et tætsluttende låg, var som vanligt dekoreret med edderkoppespind og mugaftegninger.

     En rystelse gik gennem pigen, mens hun forestillede sig, at mørket sneg sig ind på hende nede fra. Hvordan fortidens skygger hev i hende alle sider fra. En isning forplantede sig i hende og hendes tanker sprang som krystaller. Endnu en rystelse og et gys splintrede hendes indre, og pigen tvang sin opmærksomhed tilbage til de tre andre piger ved bordet.  

     ”Men altså,” hørte hun Jane sige, ”jeg synes nu alligevel, at det er hyggeligt. Sådan med lidt julestemning?”

     ”Måske,” svarede Signe og trak på skuldrene. ”Men jeg hader at høre frøken Toft læse op af juleevangeliet. Ære være Gud i det højeste og fred på jord.” Signe fnyste hånligt. ”Guds velbehag og Klitholmsminde passer bare ikke sammen, vel?” Den ældre pige kiggede tomt frem for sig, mens en dyne af gru lagde sig om den lille forsamling.

     Pigen rystede på hovedet og forsøgte forgæves at fravriste sig julehyggens klør.

     ”Men der sker da lidt,” svarede Jane. Nu lidt opgivende over den manglende opbakning. ”Noget lidt andet.”

     ”Hvad er der, Irene?” spurgte Signe og henledte opmærksomheden på den fjerde pige, som snøftede næsten lydløst.

     ”Det er bare mine lillebrors fødselsdag i dag. Jespers,” svarede Irene, mens et par tårer forlod øjenkrogen. Hun tørrede næsen med sit ene ærme og snøftede endnu en gang. ”Eller var,” rettede hun sig selv.

     ”Var?” spurgte pigen forundret og kiggede fra den ene til den anden.

     ”Ja,” svarede Irene og lod tårerne få frit løb. ”Han er død.”

     ”Død?” spurgte pigen overrasket.

     ”Mm,” svarede Irene nikkende.

     ”Hvordan døde han?” hviskede pigen og vidste allerede, at svaret ville trække hende endnu længere ned i mørket.

     ”Min mor kastede ham ud ad vinduet. Fra sjette sal,” sagde Irene og kiggede på pigen med øjne, der skreg af fortvivlelse. ”Han græd hele tiden. Og til sidst kunne hun ikke klare det mere. Han blev tre måneder, inden han blev…” Hun hikstede, inden hun fortsatte: ”Mast mod fortovet.”

     Pigens indre vendte sig.

      ”Bord 2,” råbte frøken Toft. ”Der skal være ro, når vi spiser. Også selvom vi julehygger.”

     ”Javel,” svarede pigerne i kor og rettede i stedet deres opmærksomhed mod skinkens tvivlsomme karakter.

     Irenes taktfaste snøft lød som en hæs underliggende tone, og pigen vidste, at julen på Klitholmsminde ville blive alt andet end hyggelig.