STILHEDENS EKKO


STILHEDENS EKKO 


Den sidste del af Cecilie Knudsen-trilogien er færdig. Det sidste punktum er sat, nu skal den bare ligge og modne lidt, inden redigeringen går i gang. Men jeg kan dog afsløre, at det bliver endnu en mørk fortælling om menneskets skyggesider. 

       




UDDRAG:


UNDER KONSTRUKTION

STILHEDENS EKKO

"Solen var ved at stå op, og dens morgenrøde stråler ramte landskabet bag laden som en ihærdig kunstner med en rund og gavmild pensel.

     Gryet trak mørket væk med blide, lyse strøg, og snart strakte morgenen sig kry over hele delstaten med fornyet energi. Strålernes lys trængte kraftfuldt og fortrøstningsfuldt gennem ladens sammenbidte træbeklædning, præcis som brugte det et brækjern. Slukøret afslørede solen dog kun, hvordan støvet flimrede over gulvet som sultne myg i skyggernes helle.

     Her var absolut ingen glæde. Her var intet håb.

     Kyset trak solen sig igen om bag en sky, og jorden under den blev indhyllet i en tæt og omslyngende skygge."

STILHEDENS EKKO

"Mine øjenlåg flyttede sig da. Gjorde de ikke? tænkte hun, og forsøgte at inddæmme tankemissilernes ødelæggelser. Alligevel var der ingen forandring. Det er jeg altså sikker på. Jeg åbnede dem da. Luk! Åbn! Hun fokuserede på sit ansigt og forestillede sig, hvordan øjenlågene flyttede sig. Hvordan sjælens tæppe ville glide op og forære hende synet tilbage.

      Men ingenting skete.

      ”Åhr, for helvede!” udbrød hun og hørte kun sin egen desperate vejrtrækning som svar.

      Intetheden havde spredt sine vinger og med sin ravnsorte dybde, strammede den sit greb om den unge kvinde. Den sorte nat knugede hende hårdt ind til sig. Vedblivende som den havde gjort et stykke tid nu."

STILHEDENS EKKO


STILHEDENS EKKO

"Manden sad i skyggen op ad en rødmalet træstolpe, som gav et lille halvtag solid jordstøtte. Det gamle banelegeme løb bag ham, og selvom det var længe siden, det var blevet brugt af gods- eller passagertoge, så løb skinnerne stadig som stædige vejvisere i landskabet. Støvet dansede om manden som en sløret tåge, og i horisonten skimtedes Øresunds vuggende tilstedeværelse. Under lette kumulusskyer forlystede enkelte fugle sig i vindens opdrift, mens Lars koncentrerede sig om den forhutlede mand, der sad ensomt og sammensunket i en enkelt tot græs og ukrudt.

      ”Buller?” sagde han forsigtigt.

      Intet svar, kun en dyb og viljefast vejrtrækning.

      ”Buller?” gentog Lars og puffede til den sovende mand med sin fod.

      ”Hvad?” udbrød manden og fór sammen. ”Jeg er vågen.” Han flyttede sit blik op mod Lars, som med det samme så frygten i Bullers øjne. Bag de snavsede kinder og ugegamle skægstubbe, kravlede angsten på den hjemløse mand, som en blodtørstig myg og sugede al rationel tænkning ud af ham."

BETALÆSERREAKTIONER:


God dynamik


Du er så fantastisk til at skrive kærlige og varme karakterer, der bliver udsat for det værste. Det skaber en god dynamik i læsningen. Jeg er så vild med karaktererne, og bliver frustreret over, at der hænder dem/ vil hænde dem noget forfærdeligt. Det er en rigtig god læseoplevelse du fremkalder. 


Levende sprog


Dit sprog er levende, flydende og let til bens. Det er en befrielse at læse, især fordi indholdet kan være "tungt" til tider, jeg mener her direkte ubehageligt. Du får det som altid til at virke så let at skrive. Jeg kender nu nok til dine værker til at kunne sige, at det er typisk Katja. Så flot!


Fantastisk nerve


Jeg nyder så meget at læse alt, hvad du skriver. Der er altid den her fantastiske nerve i fortællingerne, som jeg beundrer dig for at kunne kreere. Virkelig godt gået.


Kapitler


Du er skide dygtig. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan du kan skabe så formfuldendte kapitler bare sådan.


Livlig dialog


Du er også virkelig god til at skabe livlig dialog, der samtidig fortæller rigtig meget om karaktererne. Jeg lapper det hele i mig, og elsker hvert sekund med din fortælling.

Du får som altid dialog, brødtekst og beskrivelser til at glide let og elegant. Elsker dine ord – hvert og et!


Tredimensionel fortælling


Uha, historien spidser virkelig til nu. Min ryg er dækket af gåsehud efter, at jeg netop er blevet færdig med sidste kapitel i den her omgang. Du er simpelthen så eminent til det dramaturgiske. Du har bygget og bygget op over mange sider og nu begynder snebolden at rulle af sig selv, ned ad bakke på den gode måde ... Du har virkelig sans for det. Karakteristikken. Dramaet. Læserens fastholdelse af historien. Sproget. Og ikke mindst en fantastisk detaljerigdom, der gør hele fortællingen tredimensionel. Det er pokkers godt gået! Det kører bare derudaf!