LARMENDE STILHED
Katja Ranvits


LARMENDE STILHED 


Jeg er i gang med endnu en filosofisk spændingsroman, som også har sindets mørke sider som fortælleramme. 

       LARMENDE STILHED handler om livets valg og konsekvenser. Derudover har den naturtroen som fundament og er baseret på det paradoks, at stilhed og tanker kan larme.

       Igen stilles spørgsmålene: hvad er godt? Hvad er ondt? Men også: Hvor godt kender vi egentlig hinanden? Og os selv? 




UDDRAG:


UDKOMMER

D.15. MARTS

2021

LARMENDE STILHED

"Hun forsøgte ihærdigt at huske noget af den historielære, de havde terpet for et par uger siden.
       Andersen lignede en fisk, der netop havde spottet en fed orm i overfladen. Pigen gav ham lidt mere snøre.
       ”Altså noget med, at vi fik det tabte land tilbage.”
       Han havde nu bidt på krogen og sendte hende et stort smil.
       ”Javel, ja,” sagde han og vendte sig om. ”Så skal vi over i den anden afdeling.”
       Hun håbede, han kunne finde nogle gamle plantegninger, kort eller andet der kunne indikere, hvor hun kunne finde den nærmeste politistation.
       ”Første verdenskrig, første verdenskrig…” Andersen mumlede stille for sig selv, mens han langsomt lod hånden glide over hylden.
       Pigen kunne mærke pulsen stige, og hun prøvede ihærdigt at kontrollere sin vejrtrækning. Hun følte sig så tæt på nu og samtidig så langt fra."


LARMENDE STILHED

"Da hun kom til sig selv, var hun øm over det hele. Hun blødte fra øjenbrynet og havde utallige mærker på sin krop. Hun tørrede forsigtigt øjet for blod og kiggede på ham. Han så så fredelig ud, som han lå der. Nærmest porcelænsagtig. Hun rakte ud efter bæltet på gulvet og bandt hans hænder fast til sengegærdet med det.

      ”Hvad fanden…?” udbrød han og slog øjnene op.

      ”Sschh,” hviskede hun bestemt tilbage, mens hun bandt hans fødder fast med en itureven t-shirt.

      ”Hvad fanden laver du?” hvæsede han.

      Hun kiggede intenst på ham, mens hun med venstre hånd tog hovedpuden og lagde den over hans ansigt. Hun mærkede, hvordan han spjættede. Hvordan han forgæves kæmpede for at undslippe hendes vægt."

LARMENDE STILHED

"Politiet havde ikke pakket meget ned til hende. Men det hun havde, lagde hun forsigtigt op på den ledige hylde.
Hun mærkede et pust i nakken og vendte sig forskrækket om.
       Der var ingen.
       Hun så et lille sprosset vindue, hvor det ene glas var revnet. Hun rakte hånden op mod det og mærkede vinden på sine fingre.
       Hun lukkede øjnene og glemte et øjeblik, hvor hun var."

LARMENDE STILHED

"Hun kiggede ud på den vekslende, irregulære natur og ramtes af en dyb frygt. En frygt, der løb i hendes årer og som ikke ville slippe sit tag i hende.

       Frygten havde besjælet alt omkring hende og kiggede tilbage på hende med stikkende øjne. Den stirrede. Ventede lydløst og stædigt på hende i mørket."

BETALÆSERREAKTIONER:


Du har en sådan helt 'Urban' fortæller stil der er helt din egen. Jeg er overbevist om, at den bliver en slags brand for dig så selv hvis man læser noget, hvor man ikke ved, at det er dig, så opdager man det via stilen. Hvis du forstår hvad jeg mener og det er jo pissesvært og ikke noget man bare lige lærer, det er -hvis du spørger mig- et medfødt talent.



Du kan med rette være stolt, ikke kun af historien, men også fordi den repræsenterer så meget af din essens som forfatter! Tænk at du kan ramme dén så præcist! KÆMPE respekt!

... det nemlig dét Larmende stilhed opfordrer læseren til; fordybelse.. Selve historien er voldsom (spændende) og det er som om historien kommer krybende ind under huden på læseren og ligger sig i de hulrum som ikke allerede er udnyttet i sindet. Din opbygning af historien er et sublimt håndværk og den har blæst mig bagover. Wauw - just wauw!





Det er altså en virkelig god bog ... 2'eren er altid svær - men din er dælme en fantastisk efterfølger med masser af gode gys

Tusind tak for at jeg måtte læse Larmende stilhed. Den er om muligt bedre end din sidste roman. Denne er til tider også ret barsk. Men dens dybde og spændende fortælleform fastholder en til sidste side. Jeg ønskede ikke at den skulle slutte!

Jeg er jo faktisk SLET ikke til krimier - men jeg var meget underholdt, og dit plot er
fantastisk godt fundet på. Du skriver skarpt, men også meget levende. Der er både
meget mørke - men også lys i den. Virkelig godt gået Katja!