LARMENDE STILHED


LARMENDE STILHED 


Jeg er i gang med endnu en filosofisk spændingsroman, som også har sindets mørke sider som fortælleramme. 

       LARMENDE STILHED handler om livets valg og konsekvenser. Derudover har den naturtroen som fundament og er baseret på det paradoks, at stilhed og tanker kan larme.

       Igen stilles spørgsmålene: hvad er godt? Hvad er ondt? Men også: Hvor godt kender vi egentlig hinanden? Og os selv? 





UDDRAG



KOMMER SNART

LARMENDE STILHED:


Da hun kom til sig selv, var hun øm over det hele. Hun blødte fra øjenbrynet og havde utallige mærker på sin krop. Hun tørrede forsigtigt øjet for blod og kiggede på ham. Han så så fredelig ud, som han lå der. Nærmest porcelænsagtig. Hun rakte ud efter bæltet på gulvet og bandt hans hænder fast til sengegærdet med det.

      ”Hvad fanden…?” udbrød han og slog øjnene op.

      ”Sschh,” hviskede hun bestemt tilbage, mens hun bandt hans fødder fast med en itureven t-shirt.

      ”Hvad fanden laver du?” hvæsede han.

      Hun kiggede intenst på ham, mens hun med venstre hånd tog hovedpuden og lagde den over hans ansigt. Hun mærkede, hvordan han spjættede. Hvordan han forgæves kæmpede for at undslippe hendes vægt.

LARMENDE STILHED:


Politiet havde ikke pakket meget ned til hende. Men det hun havde, lagde hun forsigtigt op på den ledige hylde.
Hun mærkede et pust i nakken og vendte sig forskrækket om.
       Der var ingen.
       Hun så et lille sprosset vindue, hvor det ene glas var revnet. Hun rakte hånden op mod det og mærkede vinden på sine fingre.
       Hun lukkede øjnene og glemte et øjeblik, hvor hun var.

LARMENDE STILHED:


Hvad hvis man ikke tror på Gud? Hvad er så tilbage? tænkte hun. Hvad hvis man ikke tror på evindelige straffe i det hinsides?
       Hun kiggede ud på den sneklædte og vekslende, irregulære natur og ramtes af en dyb frygt.

       En frygt, der løb i hendes årer og som ikke ville slippe sit tag i hende. Frygten havde besjælet alt omkring hende og kiggede tilbage på hende med stikkende øjne. Den stirrede. Ventede lydløst og stædigt i mørket.