FAQ


MIT FILOSOFISKE SPÆNDINGSUNIVERS


Jeg påtænker at skrive en serie af filosofiske spændingsromaner med Cecilie Knudsen som omdrejningspunkt. 


Alle bøger kommer dog til at have deres eget sigte og forskellige bærende personer. Således vil man kunne læse hver enkelt bog selvstændigt.

old-books-436498_1920
question-mark-1495858_1920

FAQ


Hvor kan man købe STILLE SKRIG?

Man kan bestille en signeret udgave direkte hos mig, eller også kan man købe den hos:


Alle steder fåes STILLE SKRIG også som ebog.



Kan man låne bogen på biblioteket? 

STILLE SKRIG er at finde på bibliotek.dk,  og skulle dit lokale bibliotek ikke have bogen hjemme, kan de sagtens få den hjem fra et af de andre biblioteker. Bogen kan også lånes som ebog på eReolen.



Hvem er målgruppen for STILLE SKRIG?

Alle, der kan lide at læse spændingsromaner, dog er den lidt barsk, så man bør nok være min. 15 år.



Hvordan finder du inspiration til at skrive?

Jeg finder min inspiration i livet omkring mig. Enten gennem mennesker, jeg møder på min vej eller som jeg har mødt tidligere.

       Alle mennesker bærer rundt på en unik historie, og hvis man leder og lytter efter, så er jeg overbevist om, at man opdager noget nyt. Noget ganske unikt.  

       "Når du taler, gentager du blot hvad du allerede ved. Men når du lytter, lærer du måske noget nyt." - Dalai Lama.



Hvilke forfattere kan du selv lide at læse?

Jeg elsker at læse forfattere, der leger med ord og som har fået meget virkelighed og faktuelle begivenheder ind i skriveriet.

       I øjeblikket læser jeg meget af Diana Gabaldon. Hendes fantasy serie om den tidsrejsende sygeplejerske Claire, har noget magisk over sig. Alle de detaljer, Diana har fået med om den skotske historie har tryllebundet og forblændet mig.


Jeg skal helst læse noget, hvor jeg kognitivt bliver udfordret, og hvor min nysgerrighed hele tiden vækkes. Hvor jeg lærer noget om et felt, jeg ikke vidste noget om i forvejen. Jeg elsker bøger, der tør overraske mig, så er genren egentlig ligegyldig.

       Hvis jeg skulle vælge en bog, jeg ville ønske, jeg selv havde skrevet, så er det uden tvivl Jostein Gaarders "Sofies Verden." Det er den bog, der fik mig til at elske filosofien, og jeg ville elske at inspirere andre lige så meget.



Hvordan fandt du på hovedpersonens navne? Og det onde plot, som STILLE SKRIG hele tiden cirkler rundt om?

Jeg undersøgte mange navne og deres betydninger. Derudover dykkede jeg ned i, hvordan de enkelte navne blev brugt i tidsperioden (eller landene), jeg skrev i. Således blev de troværdige for fortællingen, og samtidig fortæller de noget essentielt.     

       Hovedpersonen Cecilie skifter f.eks. efternavn fra Albrechtsen til Knudsen for at tage afsked med sin fortid og familie. 


Jeg har lavet rigtig meget research på menneskets aller mørkeste sider af sindet:

  • Hvad er det f.eks., der driver et menneske til at begå både seksuelle og voldelige overgreb. Hvad tænker han/hun? Hvordan føler og agerer han/hun? osv.

Men jeg har også arbejdet meget med ofrene for overgreb:

  • Hvilket liv får de bagefter? Hvilke modsatrettede følelser farer rundt inde i dem? Hvordan tackler omverden dem?

Og det er dét, der for mig er STILLE SKRIGs omdrejningspunkt:

  • Hvordan møder vi verden? Hvordan behandler vi hinanden? Og hvem har styrke til at gå mod strømmen? 


Derudover synes jeg, det er vigtigt at belyse et emne som overgreb (her i sin yderste og mest modbydelige form), da der er mange børn, der lever en i en ganske modbydelig hverdag. Et liv, som måske er præget af psykisk og/eller fysisk vold, seksuelle overgreb og med psykisk syge forældre. Disse fortællinger fortjener at se dagens lys, de SKAL. Og jeg håber, at denne roman kan være med til at italesætte netop dette. Ydermere ønsker jeg at tydeliggøre, hvilke store overvejelser og professionelle tilgange, som ligger til grund for arbejdet med ofre for f.eks. seksuelle overgreb. Mit håb er at jeg kan være med til at give et indblik i en del af det pædagogiske arbejde, som udføres af professionelle hver dag rundt omkring i Danmark og som er med til at gøre en forskel - ikke kun ofrene men også deres pårørende.



Hvordan arbejder du? 

Jeg tvinger mig selv til at skrive, læse eller researche hver dag. Alt, hvor jeg bliver sprogligt stimuleret.


Når jeg skriver, så forsøger jeg at lade hænderne arbejde. Jeg prøver ikke at tænke så meget over det, jeg nedfælder. Det kommer dagen efter eller på et andet tidspunkt, hvor jeg gennemlæser og redigerer.

       Jeg bruger f.eks. synonymordbog til at komme med forklaringer og uddybende billeder på det, jeg gerne vil beskrive. 


Jeg bruger min kreativitet til mange ting. Og ofte er det når jeg sidder og nørkler med smykkefremstilling, malerier eller andet kreativt, at mine idéer kommer til mig. På den måde prøver jeg at lade den kreative energi flyde.

       Hvis jeg får tanker til kommende romaner, så skriver jeg dem ned i en notesbog eller på computeren. Så kan jeg altid komme tilbage til dem igen. 



Arbejder du på noget nu?

Jeg arbejder på LARMENDE STILHED som er en selvstændig efterfølger til STILLE SKRIG.

       Den er også en filosofisk spændingsroman, men hvor STILLE SKRIG spørger, om man skal kende ondskab for at kunne genkende det gode - så spørger LARMENDE STILHED om:

  • Hvor godt kender vi egentlig hinanden? Og os selv? 





HOVEDPERSON OG FORTÆLLERAMME

CECILIE KNUDSEN


Cecilie er i fyrrene, mor til Katrine, og så arbejder hun som pædagog på et behandlingscenter. Cecilie er mangemillionær, har et hus på Korfu og en lejlighed på Vesterbro, og så er hun glødende filhellener. Hun elsker at filosofere.

       Hun lever efter Løgstrups tanke: 


"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej."


– K.E. Løgstrup. (1956). Den etiske fordring, Gyldendal.



DEN GRÆSKE MYTOLOGI OG FILOSOFI


Der er et hint af mytologi og filosofi gennem mine fortællinger. Jeg har bevidst benyttet mig af et filosoferende perpektiv og den menneskelige relation for at belyse, hvilken effekt en forstyrrelse har i individets liv. 

       De græske oprindelses- eller skabelsesmyter forsøger at give individet en forståelse af universet, forklare universets oprindelse. Myterne præsenterer svarene med magi og overnaturlige væsner.

       Filosofien er kærlighed til visdom! Og igennem filosofien søger mennesket også at få svar på livets kerneområder; dog på en lidt anden måde end myterne gør det. Her er tilgangen baseret på spørgsmål om blandt andet mennesket og staten. Filosofien reflekterer. Stiller spørgsmål. Hvad er et godt menneske? Findes der en fri vilje? 

       Og for mig repræsenterer den dualitet, disse to overbevisninger,  en vigtighed. En nødvendighed.

       Magi kontra tænkning.

       Overnaturlige væsner kontra den frie vilje.

       De billedliggører det modsætningsforhold, jeg har skrevet mine bøger ud fra: skal man kende det onde for at kunne genkende det gode?